Tildelingsmodel Glostrup Skole

Vi har gennem de seneste år set udgifterne til specialområdet vokse og flere børn får speciel tilbud uden for Glostrup Skole. Vi ved fra forskningen, at børn der ikke er en del af almenmiljøet får sværere ved at gennemføre en uddannelse og blive en del af arbejdsmarkedet efterfølgende.

Så derfor er der al mulig grund til at arbejde for, at så mange børn som muligt forbliver en del af fællesskabet på Glostrup Skole, og at det kun er de elever, der har helt særlige behov, der skal tilbydes en anden skoleplacering.

Derfor besluttede vi i Børne- og Skoleudvalget for et år siden, at administrationen skulle udvikle en ny model til at styre økonomien på, som giver skolen mulighed for tidligere og hurtigere at kunne igangsætte indsatser for børn med behov herfor.

Og det skulle ikke være en spareøvelse.

Administrationen og skolen har nu med hjælp og gode erfaringer fra KL’s konsulenter udviklet den styringsmodel, vi behandler og forhåbentlig vedtager i dag.

Modellen er udviklet med KL’s erfaring med, hvordan landets øvrige kommuner arbejder med området, og med afsæt i en stor inddragelse af alle Glostrups relevante ledere og medarbejdere på området – der har deltaget i workshops og interviews.

Modellen går i sin enkelthed ud på, at økonomien til specialområdet skal fordeles og prioriteres tættere på børnene og anvendes, når behovet er der.

Modellen handler ikke om, at en masse børn skal hjemtages fra deres nuværende tilbud i andre kommuner. Den handler heller ikke om, at almenområdet skal betale for specialområdet. Det er ikke en spareøvelse.

Modellen handler om, at pengene kan række længere og bedre til gavn for børnene ved, at der etableres lokale tilbud og dermed ansættes flere lærere og pædagoger i både almen- og specialområdet på Glostrup Skole i stedet for at købe pladser i andre kommuner – selvom der naturligvis altid vil være en gruppe af børn, der har behov for noget helt særligt, som vi må købe ude i byen.

Den enkelte afdelingsskoleleder kommer ikke til at stå alene med ansvaret og regningen i den her model. Ansvaret er stadig hele kommunens, men den samlede skoleledelse har opgaven med at prioritere pengene til specialområdet.

Den nye tildelings- og styringsmodel betyder også, at vi går fra en såkaldt elevbaseret tildelingsmodel til en klassebaseret tildelingsmodel. Det betyder selvsagt, at skolen tildeles økonomi svarende til antallet af almene klasser og ikke antallet af elever på skolen. Det skal medvirke til, at skolen altid har økonomi til almenområdet og stemmer bedre overens med vores politiske beslutning om maks. 22 elever i hver klasse.

Vi vil i Børne- Skoleudvalget følge økonomien nøje med løbene økonomiopdateringer, samt mere dybdegående ledelses informationer 2 gange om året. Således at vi kan tage evt. budgetoverskridelser i opløbet.